Fællesskab og traditioner
På Niels Brocks fire HHX-gymnasier prioriterer vi det gode studiemiljø. Vi har mange stolte traditioner, men der er altid plads til nye tiltag. Uanset hvilket gymnasium du går på, vil du blive en del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab. Her kan du læse mere om traditioner, fester og fællesskab.
Tre år med meget at se frem til
Et godt studiemiljø er en vigtig forudsætning for din læring, og gennem alle tre år har vi stort fokus på at skabe et stærkt socialt og fagligt fællesskab.
Fra mange års erfaring ved vi nemlig, at du lærer bedst, hvis du er glad for at gå i skole. Så glæd dig til spændende arrangementer, sjove traditioner og fede fester, som du kan læse mere om her.
Gallafest
Gallafest er en af gymnasiernes ældste traditioner. En gang om året møder festklædte afgangselever og undervisere op til en festlig middag, hvorefter alle andre elever, som har købt billet, kommer og tager del i festlighederne. Det er en uforglemmelig aften, som det kan betale sig at spare op til.
Niels Brock Fodbold Cup
Bolden ruller i Valby Idrætspark, når gymnasiernes elever på tværs af årgange dyster om at vinde fodboldstævnet Niels Brock Cup.
Hvert gymnasium stiller med to drengehold og et eller to pigehold – og dem der ikke spiller sørger selvfølgelig for den gode stemning på lægterne.
Fodboldstævnet er stablet på benene i samarbejde med MegaBrockRådet og Fremad Valby.
Idrætsdage
En eller to gange årligt tager alle gymnasierne ud af huset til en aktiv dag i sportens tegn. Sammen laver vi aktiviteter, hvor vi dyster med og mod hinanden, mens vi får pulsen op. Det er en hyggelig og aktiv dag, der ryster os sammen på kryds og tværs.
MegaBrockRådet
På Niels Brock er vi glade for nye såvel som stolte traditioner. Her spiller MegaBrockRådet en afgørende rolle.
Rådet er elevernes eget studienævn, hvor elevrådsrepræsentanter fra alle Niels Brocks gymnasier mødes og taler om stort og småt.
Det er i MegaBrockRådet, at nye initiativer som Niels Brock Fodbold Cup bliver skabt.
Juleafslutning
Inden vi går på juleferie, er der morgenmad i klasserne, før vi alle mødes til den afsluttende og traditionsrige julebanko. Her ønsker vi hinanden en god juleferie.
Ro-regatta
En gammel Niels Brock tradition er vores fornøjelige ro-regatta. Hvert år dyster Handelsgymnasiet JTPs klasser mod hinanden og lærerne på vandet i nærheden af Fisketorvet ved Københavns Roklub. Der er høj stemning og en del vand både under og i bådene.
Stråhattedag
Stråhattedagen er en festlig markering af starten på eksamenstiden for de kommende studenter.
På sidste undervisningsdag før de skriftlige eksaminer mødes du med alle de andre afgangselever fra Niels Brock et sted i byen. Her vil I iklæde jer en stråhat som et symbol på, at I er afgangselever.
Herefter går I samlet gennem byen eller sejler i Københavns kanaler. Optoget bliver ledsaget af musik, farver og fællessang, og når I når gymnasiet for at finde ud af, hvilke eksamener I skal til, bliver de mødt af et stort, begejstret publikum.
Studietur
En af Niels Brocks værdier er, at vi har internationalt udsyn. Derfor skal du selvfølgelig også på studietur til udlandet. Destinationen afhænger af den studieretning, du går på. Studieturene går blandt andet til Frankfurt, Bruxelles, Amsterdam – eller Berlin, hvor billederne her er fra.
Dimission
Når din sidste eksamen er overstået, og du har fået din studenterhue solidt plantet på hovedet, fejrer vi det med pomp og pragt i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Herefter er der studenterkørsel med besøg hos dine og klassekammeraternes stolte familier.
Listen af arrangementer er lang
Glæd dig til Niels Brocks mange aktiviteter og traditioner i løbet af skoleåret. Lige fra virksomhedsbesøg og fredagscaféer til idrætsdage, Halloweenfester og juleafslutninger. Vi er stolte af vores traditioner – og af vores engagerede elever, der bidrager med nye tiltag og arrangementer, som skaber et godt studiemiljø.