Unge Niels Brock’ere vinder Dansk Erhvervs Talentpris
19 gymnasieelever fra Niels Brock modtog i går Dansk Erhvervs Talentpris. Eleverne har vist en særlig evne til at tænke kreativt og løse erhvervsmæssige udfordringer. Tildelingen af prisen markerer samtidig en stærk opbakning til unges potentiale og deres evne til at forme fremtiden.
Eleverne kommer fra hvert af Niels Brocks fem gymnasier: Det Internationale Gymnasium, Innovationsgymnasiet, Handelsgymnasiet JTP, Handelsgymnasiet Nørre Voldgade og EUX-gymnasiet. Hvert gymnasium har igennem flere måneder arbejdet med en aktuel problemstilling for udvalgte Dansk Erhverv medlemsvirksomheder, og i går blev vindergrupperne kåret. I år deltog Zoologisk Have København, Kræftens Bekæmpelse, AiaSound og IKEA.
”Vi er utrolig stolte af vores elever og deres fantastiske præstationer," fortæller adm. direktør på Niels Brock Anya Eskildsen. "De har vist, at de har en stor forståelse for erhvervslivets behov og har formået at kombinere dette med deres kreative evner. De er et stærkt eksempel på, hvad unge mennesker kan opnå, når de får muligheden for at udvikle deres talenter."
Priserne blev uddelt på Børsen, hvor eleverne efterfølgende blev fejret ved en reception.