Praktiske oplysninger
Her finder du en række praktiske oplysninger, som kan være relevante for dig, hvis du er tilmeldt eller overvejer et GSK eller SOF-forløb på Niels Brock. Bliv klogere på adgangskrav, eksamensperioder, deltagerbetaling, SU, Ungdomskort med mere.
Hvilke adgangskrav er der til GSK?
For at blive optaget på et suppleringskursus skal du have en afsluttet gymnasial eksamen. Du kan søge ind, hvis du for eksempel har en STX, HF, HHX, EUX, HTX, GIF, GU (Grønland) eller en afsluttet erhvervsuddannelse.
Derudover skal du mangle faget og niveauet for at opfylde adgangskravene til din drømmeuddannelse.
Du kan være tilmeldt op til to kurser samtidig – dog kun ét onlinekursus.
Tilmeldingsfrist
Fristerne for tilmelding til GSK er:
- Sommerkurser: 3. juli
- Efterårskurser: 15. august
- Forårskurser: 1. december
Du kan fortsat tilmelde dig kurset efter fristen, hvis der er ledige pladser. Se kurser i vores kursusportal.
Alle kurser bliver lukket for yderligere tilmeldinger to hverdage inden opstart af kurset.
Eksamener foregår altid fysisk
Dine mundtlige og skriftlige eksaminer afholdes efter sidste undervisningsdag på kurset. Alle eksaminer foregår i København på en af Niels Brocks lokationer. Det gælder også for onlinekurser.
Eksamensperioderne er:
- Maj-juni for forårskurser
- August for sommerkursus
- December for efterårskurser
Eksamensdatoer bliver efter kursusstart oplyst af din underviser på kurset. Præcise datoer for alle eksamener er typisk først kendt umiddelbart inden eksamensperiodens begyndelse.
Krav til IT-udstyr
Du skal bruge en bærbar pc eller Mac for at gennemføre undervisningen og kunne installere Office-pakken, som du får adgang til ved kursets start.
Deltagerbetaling
GSK-undervisningen er gratis, hvis du begynder senest 1. oktober to år efter, at du har afsluttet den adgangsgivende eksamen.
Hvis du starter senere, er der en deltagerbetaling på 550 kr. pr. fag.
Specialpædagogisk støtte (SPS)
Du kan søge specialpædagogisk støtte (SPS), ligesom du kender det fra for eksempel gymnasiet.
Det er vigtigt at ansøge tidligt på grund af behandlingstiden hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet – særligt for de korte GSK-forløb. Du kan dog først søge, når du er optaget på kurset.
- Ansøgning om ekstra tid til eksamen: Kontakt studievejledningen
- Ansøg om øvrige former for støtte, herunder hjælp til ordblindhed
Særligt for sommerkurser
Har du brug for støtte på turboforløb i juli, skal du ansøge senest tre uger før kursusstart. Bemærk, at studievejledningen holder lukket i juli.
Studie- og ordensregler
Du skal deltage aktivt i undervisningen, herunder mødepligt og aflevering af skriftligt arbejde. Manglende aktivitet kan føre til udmeldelse.
Studie- og ordensreglerne tilpasses de korte GSK-forløb, men følger ellers reglerne for gymnasieområdet.
Læs mere om studie- og reglerne for GSK.
SU-berettigelse
Afhængigt af hvilket kursus du vælger, gælder der særlige regler for, om du er berettiget til at modtage SU.
- GSK med fysisk fremmøde: Dagskurser er SU-berettigede. Aftenkurser er ikke SU-berettigede.
- Online GSK: Onlinekurser af kort varighed (1 måned) er SU-berettigede. Længere onlinekurser er ikke SU-berettigede.
Tjek SU-berettigelse for dit kursus under kursusbeskrivelsen. Bemærk, at du kun kan få SU i undervisningsperioden – ikke i eksamensperioden.
Ungdomskort
Du kan i de fleste tilfælde søge om ungdomskort til fremmødekurser, hvis du er SU-berettiget.
Du skal søge senest 14 dage, før du starter på dit gymnasiale suppleringskursus. Ungdomskort skal bestilles til minimum 30 dage.
Læs mere på ungdomskort.dk
Har du spørgsmål om Ungdomskort, kan vores SU-vejledning hjælpe dig.
GSK er et engangstilbud
GSK er en gratis, eller god og billig, mulighed for at opfylde adgangskravene til din drømmeuddannelse.
GSK – også onlinekurser – er i udgangspunktet et engangstilbud. Det betyder, at det er vigtigt, du melder fra inden kursusstart, hvis du skulle blive forhindret.